Denne håndbog omhandler udarbejdelse af tilstandsrapporter, og beskriver forholdene omkring den løbende drift og vedligeholdelse af vandværket og kildepladsen. Der afholdes også kurser i Håndbog 5 som omhandler håndbogens indhold.
Formålet med håndbogen og kurset er, at give bestyrelsen et professionelt værktøj til at sikre en optimal drift af vandværket. Samtidig ønsker FVD, at gøre den tilsynsførende på vandværket og bestyrelsesmedlemmerne vidende om alle vandværkets bestanddele, så forbrugerne altid kan sikres rent drikkevand ved at vandværket foretager en løbende forebyggende vedligeholdelse. Håndbogen indeholder generelle regler for og mindste krav til, hvad en tilstandsrapport bør indeholde.
Vi har ingen intentioner om at uddanne vandværksfolket til specialister i tekniske løsninger på vandværket. I stedet er målet, at øge indsigten og kendskabet, så den tilsynsførende og bestyrelsen forstår og formår at handle i tide.
Det er vigtigt, at hele bestyrelsen har let adgang til information om vandværkets tilstand, dets funktion samt nogle enkelte nøgletal for driften.
Det er hensigten, at håndbogen skal give inspiration og den nødvendige viden til dette vigtige arbejde.
FVD vil meget stærk anbefale, at vandværkerne får lavet en tilstandsrapport og handlingsplan over sine anlæg for at have dokumentation på, at anlægget er funktionsdygtigt og bevaringsværdigt. Det anbefales desuden at foretage et årligt hovedeftersyn af handlingsplanen.
Du kan læse den nye håndbog her