Vedtægter
for
Foreningen af Vandværker i Danmark
Region Midt
§ 1 Navn
Foreningens navn er Foreningen af Vandværker i Danmark (FVD), Region Midt.
Regionens hjemsted er formandens adresse.
Foreningen er stiftet den 11. januar 1944. Region Midt er stiftet den 11. august 1951, og er en selvstændig region under FVD.
§ 2 Formål
Regionens formål er:
- At varetage fælles interesser for alle almene vandværker i regionen.
- At optræde over for myndigheder og firmaer i sager, hvor en fælles optræden menes at være hensigtsmæssig.
- At virke som central for udveksling af erfaringer med henblik på rationalisering af vandværkers drift, økonomi, administration m.m. og derudover i en rimelig udstrækning være de enkelte bestyrelser eller ledelser behjælpelig med løsning af problemer af såvel teknisk som juridisk og administrativ art.
- At medvirke til oprettelse af vandråd/samarbejdsudvalg i de enkelte kommuner samt sørge for indkaldelse af 2 repræsentanter for de enkelte vandråd/samarbejdsudvalg til orientering om aktuelle emner.
- At styrke og koordinere arbejdet i generelle spørgsmål på vandforsyningsområdet samt repræsentere medlemmerne over for overordnede myndigheder.
- At medvirke til afholdelse af diverse kurser, virksomhedsbesøg mv., såvel regionalt som kommunalt.
§ 3 Virke
Regionen virker for sit formål ved:
- At samarbejde med alle myndigheder, institutioner og foreninger i spørgsmål af interesse i vandforsyningsspørgsmål.
- At formidle samarbejde mellem vandværkerne i regionen, hvilket primært sker via vandråd/samarbejdsudvalg i den enkelte kommune.
- At afholde kurser og oplysningsvirksomhed for uddannelse og videreuddannelse af personale og bestyrelsesmedlemmer.
- At deltage i relevante udvalg, kommissioner og lignende til fremme af vandforsyningsspørgsmål.
§ 4 Medlemmer
| 1. |
Som medlemmer i regionen kan optages alle almene vandværker i Kommunerne: |
| |
- Randers
- Norddjurs
- Syddjurs
- Århus
- Favrskov
- Skanderborg
- Horsens
- Hedensted
- Silkeborg
- Ikast-Brande
- Herning
- Ringkøbing - Skjern
- Holstebro
- Viborg
- Odder
- Samsø.
|
| |
Regionsgrænserne kan ændres af bestyrelsen i samarbejde med FVD. |
| |
|
2.
|
Udmeldelse skal ske skriftligt med mindst 3 måneders varsel til den 31. december.
Medlemskabet kan bringes til ophør, hvis kontingentet ikke betales inden for en 3 måneders frist. Genindmeldelse kan først ske, når restancen er betalt. |
§ 5 Kontingenter
Medlemskontingent fastsættes i et takstblad, der årligt fastsættes af FVD’s repræsentantskab på grundlag af det af regionen fremsendte budget.
§ 6 Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er regionens højeste myndighed. Mødeberettiget er alle bestyrelsesmedlemmer i de enkelte vandværker som er medlemmer efter § 4. Hvert medlem har 2 stemmer.
Stk. 2. Passive medlemmer i FVD har møderet og taleret til møder og forsamlinger i regionen på lige fod med regionens vandværker, men har ingen stemmeret og er ikke valgbare til foreningens bestyrelse, repræsentantskab m.v.
Stk. 3. Ordinær generalforsamling skal afholdes hvert år i andet kvartal.
Stk. 4. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
|
- Valg af dirigent.
- Bestyrelsens beretning.
- Indkomne forslag.
- Regionens regnskab forelægges til godkendelse, og regnskab for FVD forelægges til orientering.
- Godkendelse af regionens budgetoplæg.
- Valg af bestyrelse.
- Valg af suppleanter.
- Valg af revisor og suppleant..
- Evt.
|
| |
Stk. 5. Indkaldelse til generalforsamling, såvel ordinær som ekstraordinær, sker med mindst en måneds varsel ved meddelelse i foreningens blad ”Vandposten” eller særskilt indkaldelse til hvert enkelt medlem og med angivelse af dagsorden.
Stk. 6. Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. marts.
Stk. 7. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 8. Afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal.
Skriftlig afstemning finder sted, når dirigenten eller et medlem kræver det. Blanke og/eller ugyldige stemmesedler medtages som – ikke afgivet.
Stk. 9. Ved vedtægtsændringer kræves 2/3 af de fremmødte stemmer for.
Endvidere kræver vedtægtsændringer, at mindst 10 % af medlemmerne er fremmødt.
Er kun den første, men ikke den anden betingelse
opfyldt, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor almindelig stemmeflerhed gælder.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling kan i øvrigt ske, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller mindst 25 % af medlemmerne skriftligt anmoder om det. Ekstraordinær generalforsamling afholdes inden 2 måneder i sidst nævnte tilfælde.
Stk. 10. Ved personvalg skal afstemningen være skriftlig, blot et medlem ønsker det.
Stk. 11. Over det på generalforsamlingen foretagne udfærdiges et referat, der underskrives af dirigenten. Referat vil kunne læses på foreningens hjemmeside.
Stk. 12. Regionen kan ikke opløses, før al gæld er afviklet.
Opløsningen kan kun ske, hvis ¾ af samtlige stemmeberettigede stemmer herfor.
Hvis dette ikke er muligt, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor almindelig stemmeflerhed gælder.
Stk. 13. Underliggende vedtægter må ikke stride imod nærværende vedtægter.
§ 7 Regionsbestyrelsen
Stk. 1. Bestyrelsen består af 5 bestyrelsesmedlemmer, valgt blandt de stemmeberettigede medlemmer i regionen for 2 år ad gangen, idet der hvert år skiftevis afgår henholdsvis 2 og 3 medlemmer. Ved ulige antal bestyrelsesmedlemmer afgår flertallet i ulige år. Genvalg kan finde sted.
Stk. 2. Der skal tilstræbes en passende geografisk fordeling.
Stk. 3. Der vælges hvert år 2 bestyrelsessuppleanter, som ved afgang fra bestyrelsen tiltræder efter opnået stemmetal.
Der vælges 2 kritiske revisorer blandt de stemmeberettigede medlemmer for 2 år ad gangen, idet der hvert år afgår 1 revisor. Endvidere vælges hvert år 1 revisorsuppleant.
Genvalg kan finde sted.
Stk. 4. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og næstformand, som begge indgår i FVD´s bestyrelse, samt kasserer og sekretær. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede.
Stk. 5. Bestyrelsen varetager det daglige foreningsvirke.
Stk. 6. Der skal fra hvert bestyrelsesmøde føres beslutningsprotokol over det på mødet vedtagne. Protokollen underskrives af mødedeltagerne.
Stk. 7. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 8. Regionen tegnes af formanden i forening med et bestyrelsesmedlem.
Prokura til løbende driftsudgifter kan meddeles til et bestyrelsesmedlem.
§ 8 Regnskab og budget
Stk. 1. Regionens regnskabsår er kalenderåret.
Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte kritiske revisorer.
Bestyrelsen skal herudover antage en registreret/statsautoriseret revisor.
Regnskabet underskrives af revisorerne og bestyrelsen.
Stk. 2. Budgettet udarbejdes på baggrund af udmeldingerne fra FVD.
§ 9 Ikrafttræden
Nærværende vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 21. november 2006 og afløser tidligere vedtægter og vedtagelser.
Ikrafttrædelsen er sket ved vedtagelsen.
Dirigent
Peter Wolff