Erhvervs- og produktansvarsforsikring

-er en del af Vandværksforsikringen

 

Erhvervsansvar
-er det ansvar, vandværket får, hvis dets virksomhed volder skade for andre eller andres ejendom, altså hvis værket er "skyld" i uheldet.
 

Produktansvar
-er ansvaret for de skader, som egenskaber ved produktet påfører, de der bruger vort produkt: vandet.



Erhvervsansvar


Værket har eller kan som alle andre juridiske personer pådrage sig et ansvar overfor tredjemand i en række situationer, ofte ting, der kan blive til meget store beløb.

 

Som eksempel kan nævnes:

 

Der sker i foråret et tøvejrsbrud på en forsyningsledning, vandet undergraver vejen, så en person eller et køretøj kommer til skade under passage.

 

Der lægges en ledning med stophane og ventiler. I perioden, indtil asfalt kan lægges, synker gruset, så stophane eller ventil rager op over gruset. En person falder over stophanen og kommer til skade.

 

Der sker et brud på en hovedledning. Vandet er løbet ind i en kælder og ødelægger indholdet i kælderen.

 

Sådanne tilfælde kan medføre et erstatningsansvar for vandværket. Normalt kræver erstatningsansvar, udover at man er årsag til skaden, også at man har opført sig forkert: ikke passet ordentligt på, sjusket med arbejdet.

 

Normalt vil hændeligt uheld ikke udløse erstatningsansvar, altså hvis man har passet på, og der alligevel sker noget. Imidlertid har en højesteretsdom fra 1983 pålagt Københavns vandforsyning erstatningsansvar efter et ledningsbrud, selvom værket havde opført sig helt OK. Det vil sige højesteret har fastslået, at der for forsyningsselskaber er et særligt ansvar også for hændeligt uheld (objektivt ansvar). Dette er der taget særligt højde for i Vandværksforsikringen.

 

Produktansvar
 

Er ansvaret for de skader, som egenskaber ved produktet påfører, de der bruger vort produkt - vandet.

 

Der er to slags skader:

 

1. Personskader og

2. Tingskader

 

For kategori 1 har man fuldt ansvar.

 

For kategori 2 omfatter loven kun tingskade på ting, "som efter sin art sædvanligvis er beregnet til ikke-erhvervsmæssig benyttelse og hovedsageligt er anvendt af skadelidte i overensstemmelse hermed".

 

Vandværkernes risiko endnu er ringe, hvis der naturligvis ikke er tale om grov uagtsomhed eller forsæt (culpa). Hvis der er culpa, eller det drejer sig om erhvervsskader, har værket allerede efter den gældende lov et ansvar.

 

Til højre finder du en samlet vejledning som omhandler vandværkets ansvar:

 

  • Overfor erhverv for skader forvoldt af forurenet vand
  • Overfor forbrugere for skader forvoldt af forurenet vand
  • Ved levering af snavset vand til forbrugere


Ansvar ved graveskader - "Udvidet graveskadeforsikring"


Erhvervs- og produktansvarsforsikringen har som standardbetingelser meddækket uopsættelige graveskader. Det er typisk skader i weekend, eller hvor værket ikke har kunnet få fat i sin normale entreprenør og ikke har haft mulighed for at indhente de fornødne tegninger - og oplysninger hos myndigheder.

 

Hvis vandværket selv udfører gravearbejde eller deltager i fx tilsynet med udgravningen, bør vandværket sørge for at købe tillægsforsikringen: "Udvidet graveskadeforsikring" hos FVD, den koster 755 kroner om året. Så udvides dækningen, så vandværket er dækket for det ansvar, det kan blive pålagt som følge af dets fejl eller forsømmelser i forbindelse med arbejdet. Der gælder dog en selvrisiko af enhver skade på ledninger, kabler og kloakker på 10%, mindst 10.000 og højst 100.000 kr. Personskader er dækket uden udvidelse af forsikringen.

 

Når en entreprenør udfører gravearbejde for et vandværk, har han en selvstændig forpligtigelse til at kontakte samtlige ledningsejere, som kan tænkes at have ledninger i området, for at få udleveret tegninger eller anvisninger over kablers og ledningers placeringer. Hvis entreprenøren ikke opfylder denne forpligtigelse kan han ifalde ansvar og dermed erstatningspligt for den skete skade.

 

Det er meget vigtigt, at vandværket sørger for at se dokumentation for, at entreprenøren har en ikraftværende erhvervsansvarsforsikring.

 

Hvis det viser sig, at entreprenøren ikke har en erhversansvarsforsikring, er gået konkurs eller blot ikke eksisterer mere er spørgsmålet, om vandværket hæfter for en skade, som skyldes entreprenørens fejl eller forsømmelser. Hvis der ikke er indgået nogen skriftlig aftale om eventuel hæftelse, så kan vandværket angiveligt ikke pålægges ansvar og dermed erstatningspligt for skader forvoldt af en selvstændig virkende entreprenør.  Vandværkets ansvarsforsikring dækker ikke et eventuelt hæftelsesanvar.

Retshjælp

Retshjælp er en tillægsforsikring, der skal købes særskilt (se under tillægsforsikringer i boksen til venstre). 
Den gælder som tillæg til Erhvervs- og Produktansvarsforsikringsbetingelsen, der er udvidet til at dække retshjælp, med en sum på 125.000,- kroner.


Retshjælp dækker sikrede ved tvister, der afgøres i Norden og Tyskland.
Ved tvister forståes konkrete, aktuelle konflikter, som med rimelighed kan danne grundlag for et civilretligt søgsmål.


Følgende er ikke omfattet af dækningen:

Straffesager
Skatte- og afgiftsspørgsmål
Inkasso
Strid mellem vandværk og ansatte.
Betalingsstandsning, gældsanering mv.
Oprettelse eller opløsning af selskabsformer, herunder samejeforhold og interessentskaber.
Tvister hvor modpartens har økonomisk interesse i sikredes virksomhed, eller hvor sikrede har økonomis interesse i modpartens virksomhed.
Tvister mellem vandværker indbyrdes og/eller tvister mellem vandværker og aftagere.

Tryg skal - på det foreliggende grundlag - afgive udtalelse om, hvorvidt tvisten efter sin art er dækket af forsikringen eller ikke. Tryg har både ret og pligt til at give udtryk for tvivl om sagens rimelighed. Ved bedømmelsen heraf  lægger Tryg vægt på de principper, der fremgår af retsplejelovens paragraf 330 stk. 1 nr. 1 og den dertil knyttede praksis.

Anmeldelse/henvendelse til Tryg skal ske på mail til: retshjaelp@tryg.dk



Vejledning om ansvar

Vandværkets ansvar:

 

-Overfor erhverv for skader forvoldt af forurenet vand
-Overfor forbrugere for skader forvoldt af forurenet vand
-Ved levering af snavset vand til forbrugere

Læs vejledning

Se vaskeanvisning for snavset vasketøj ved ledningsbrud

Gravearbejde

Hvis vandværket selv udfører gravearbejde eller deltager i tilsynet med udgravningen, bør vandværket købe tillægsforsikringen: "Udvidet graveskadeforsikring"

Forsikringsbegæring