Pressemeddelelse, 12. august 2011 

20 mio til udviklingsprojekter i vandsektoren

I dag åbner Vandsektorens Teknologiudviklingsfond sin første ansøgningsrunde med støtte til teknologiudvikling og demonstrationsprojekter i den danske vandsektor. Den samlede tilskudsramme er på ca. 20 mio. kr i 2011. Ansøgningsfristen er den 14. september. Klik ind på Fondens hjemmeside www.vtu-fonden.dk for at finde retningslinjer og ansøgningsskema.

Nye innovations- og teknologiprojekter indenfor vandsektoren kan nu realiseres gennem branchens egen fond. Fonden søger bredt efter projektideer, der kan forbedre vandsektorens effektivitet og kvalitet til gavn for vandsektorens kunder, miljøet, samfundet samt grundlag for vækst i eksport af vandteknologi. Projekter, der beriger, forandrer og tilfører branchen ny læring og konkrete miljøforbedringer. Fonden skal bidrage til en bedre kobling mellem forskningsverdenen, forsyningerne og industrien med henblik på at skabe synergi og innovation inden for vandsektoren.

Projektideerne bliver vurderet i forhold til indhold af nytænkning og generel nytteværdi, effektivitets- og kvalitetspotentiale, økonomisk bæredygtighed, eksportunderstøttende indhold og gennemførlighed. Det forudsættes at projektideerne indeholder elementer af miljøforbedring, klimatilpasning, forsyningssikkerhed, sundhed og bæredygtighed.

Vandsektorens Teknologiudviklingsfond er branchens, dvs. vandsektorens, egen fond og er oprettet af miljøminister Karen Ellemann som et uafhængigt organ indenfor den statslige forvaltning. I de første tre år bidrager miljøministeriet årligt med et beløb svarende til frivillige indbetalinger fra vandselskaberne, med et maksimum på kr. 10 mio årligt fra ministeriet. Fondens kapital udgør således kr. 60 mio fordelt over 2011-13.

 

Yderligere oplysninger:

www.vtu-fonden.dk
Sekretariatschef Rikke Hansen, mobil: 2184 6853

Fakta om Vandsektorens Teknologiudviklingsfond

Bestyrelse
Carl-Emil Larsen, DANVA
Ole Wiil, FVD
Jørn Jespersen, Dansk Miljøteknologi  (DM)

Sekretariat
Rikke Hansen
Marianne Juel Regan

Fondsudvalg
Allan Bruus, Middelfart Spildevand
Anders Bækgaard, Vandcenter Syd
Birgit Krogh Paludan, Greve Forsyning
Else M. Vad, DM (Krüger)
Hans-Jørgen Albrechtsen, DTU
Jens Andersen, KE
Søren Hvilshøj, FVD (Grontmij)

Suppleanter
Anders Lynggaard-Jensen, DM, (DHI)
Henrik Nybro Laugesen, DM (Kemic)

 

Ansøgningskriterier

Fonden indkalder bredt til projektideer. Nedenstående eksempler på teknologiudviklingsområder og demonstration skal læses som inspiration. Man kan fint bringe en idé til fonden, som ligger udenfor de anførte eksempler.

Projektidéer kan f.eks. omfatte udvikling af nye teknologier og systemløsninger med et betydeligt potentiale for at reducere og rense forurenet drikkevand, overvågning af vandkvalitet, teknologi til vandbesparelser samt beskyttelse af grundvandsressourcer og optimering af vandindvinding og distribution. Endvidere støttes projektideer til optimering af spildevandsrensning og dertilhørende energiproduktion og klimatilpasning, udnyttelse af slam som ressource, genanvendelse af renset vand samt ledelsessystemer, der kan øge forsyningssikkerheden. 

Klik ind på Fondens hjemmeside www.vtu-fonden.dk for at finde retningslinjer og ansøgningsskema.