12. december 2008

Afgift af ledningsført vand - Angivelsen til SKAT den 15. januar

Sekretariatet har fået nogle henvendelser om fristen for afregning af vandafgift til SKAT den 15. januar, idet nogle vandværker føler, at de mangler tid til at opgøre hvor meget vand, der skal afregnes for årets sidste afgiftsperiode (december måned, 4. kvartal eller 2. halvår).


Nogle vandværker har ment, at de inden den 15. januar skal foretage en årsafslutning med alle aflæsninger pr. 31. december for at kende det nøjagtige salg i kalenderåret.


Det er ikke nødvendigt at afslutte årsopgørelsen inden afgiftsangivelsen pr. den 15. januar.


Vandværkerne skal afregne afgiften til SKAT af det vand, der er faktureret i afgiftsperioden. Denne fakturering omfatter også periodens acontoopkrævninger.


Sammen med det fakturerede salg skal der afregnes afgift for eventuelt vandspild udover 10 % af årets udpumpning. Årets minimumsafgift til SKAT kan opgøres umiddelbart, når vandværket aflæser årets udpumpning den 31. december, idet vandværket mindst skal betale afgift til SKAT af 90 % af den udpumpede vandmængde.


Vi ved altså allerede den 31. december, hvad vi mindst skal afregne til SKAT den 15. januar. Vi ved også, hvad vi har afregnet i løbet af året, og dermed er det et ganske simpelt regnestykke at opgøre, hvad der skal angives til SKAT.


Har vandværket ikke spild udover de 10 %, skal der den 15. januar blot afregnes de afgifter som er opkrævet hos forbrugerne i afgiftsperioden.


Regulering i henhold til årsopgørelsen


Den regulering af afgiften til faktisk forbrug, som opkræves/afregnes hos forbrugerne sammen med den efterfølgende acontoopkrævning, skal indgå i afgiftsafregningen til SKAT for denne efterfølgende periode (faktureringstidspunktet).